tirsdag den 14. juni 2011

De vandrer ind i mit sind... Del IV

Børnene finder et afsides sted hvor de kan holde ind for natten.
Sæderne bliver slået ned, et par tæpper fundet frem fra rodet i bagagerummet og lidt efter lidt forsvinder de alle tre ind i søvnen, godt krøllet ind i hinanden under tæpperne.

Nattens mørke får verden til at gå langsomt.
En ræv kommer luntende forbi. Stopper op og snuser til den nye genstand på dens område. Løfter det ene ben, strinter lidt op af det ene dæk og lunter tilfreds videre ud i natten.
I et træ i nærheden lander en rovfugl. De gule øjne lyser mens den holder øje.

Da morgenens første solstråler reflekteres i bilens stål er både ræv og fugl væk igen og nattens puslerier er afløst af et ensomt fuglefløjt fra tid til anden.
Klara begynder at bevæge sig lidt. Klør sig på næsen. Skubber Benjamins arm af sig og sætter sig op.
Giver et hvin fra sig og råber ”Seeee, se hvad der står derude. See, se, se, se, se…”. Hun rusker begge drenge, der under stor brok åbner øjnene, ser i retning af Klaras finger og gør store øjne.
Alle er pludselig et hvirvar af kropsdele der forsøger at komme fri af tæpper og hinanden. Får åbnet sidedøren og Benjamin kaster sig frem for at komme først. Han lander dog så lang han er på jorden, da hans ene fod sidder fast i en fold i tæppet.
Klara og Sebastian klasker sammen af grin inde i bilen, mens Benjamin kigger op fra sit fald og glor direkte ind i et par store brune øjne. En blanding af sejt snot og varm luft får hans hår til at blæse bagud da dyret puster på ham.
”Hej ko” siger Benjamin og smiler. Kommer på benene og klapper det store dyr på hovedet. ”Kommer du med morgenmad?”
Koen glor bare, tygger lidt og tager sig sammen til et stort muuuuh.
Klara fniser ”Den er flabet”
Benjamin sukker dybt ”Klara, det her har vi diskuteret. Man kan ikke forstå hvad dyr siger”
”Johoooo jeg kan” svarer Klara
”Nej du kan ikke. Basta!”
”Jo jeg KAN!” Klara kravler ud af bilen og går over til koen der kigger ned på hende og slikker hende på hele den ene side af ansigtet. Klara griner og tørrer ansigtet af i ærmet ”Ai altså, addd ko. Jaja, jeg ved det godt. Jeg synes også det er hyggeligt, men det er også ret vådt”.
Benjamin himler med øjnene og søger hjælp hos sin bror ved at kigge over på ham. Koen kigger også over på Sebastian og brøler endnu engang.
Sebastian trækker på smilebåndet og kigger på sin storebror ”Den spørger om du ikke skal i gang med at malke eller hvad. Den har faktisk steder den skal være”.
”Nu også dig!!” Benjamin bliver helt rød i hovedet og knytter næverne. ”Dyr.kan.ikke.tale – basta! Og dyr kan ikke forstå hvad vi siger. Det er en ko for pokker. Den går rundt og æder græs og laver mælk. Det er det. Den har ikke aftaler og den KAN IKKE TALE!”. Benjamin trækker vejret hurtigt og kigger frem og tilbage mellem koen og sine søskende.
Klara klapper bare koen på hovedet og siger, henvendt til den, ”Det skal du ikke være ked af. Der er så meget storebrødre ikke forstår.”
Benjamin sparker en sten op i en stor bue og går hen imod bilen ”Hvis I er så skide kloge at I kan tale med dyr, så kan I også selv malke den”. Bildøren smækker og Benjamin sætter sig til at glo stift ud af forruden.

En halv times tid senere banker det på ruden ind til Benjamin. Han hopper engang for han var forsvundet i egne tanker og blev forskrækket af den pludselige lyd. Udenfor står Klara og Benjamin og smiler stort. De har lagt det ene af tæpperne ud på jorden og ved siden af står en stor kande med mælk. På tæppet ligger også lidt brød.
”Så er der mad, kommer du?” spørger Sebastian.
”Hvor er koen?”. Benjamin glor på kanden med frisk mælk.
”Ey det har vi jo sagt. Den havde en aftale” griner Sebastian.
Benjamin opgiver at få hoved og hale på det, ryster på hovedet og hopper ud af bilen for at få noget mad sammen med de andre. 

Maverne er fyldte og humøret er højt da bilen sprutter og sætter i gang. Børnene synger og smiler mens bilen æder sig vej ud af den lange lige vej.

...

Du kan læse de foregående afsnit ved at klikke lige her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar