tirsdag den 2. august 2011

Skønne ligegyldigheder

Jeg går rundt med en stigende følelse af vrede indeni.
En følelse af, ikke at slå til.

Verden er blevet vanvittig og her kan jeg bare sidde og være i mit liv på bedst mulige måde med alle dets ligegyldigheder.

De små døende børn i afrika, kunne have været mine børn.
Men mine har trygge, buttede kinder.

De døde og sårede børn i Norge kunne have været familiemedlemmer.
Men min familie er i sikkerhed og i live.

I går aftes sad jeg og så på soldater torturere mennesker i frihedens og tryghedens navn.
En udsendelse der satte fokus på menneskerettigheder, og hvordan krigen i Afghanistan har sat disse på en hård prøve.

Hvordan kan jeg bare sidde her med hænderne i skødet og leve mit eget lille liv?
Hvordan kan jeg gå op i håndarbejde og andre luksus- og overflodsting når verden er i sorg og krise?
Jeg kan ikke rumme det inden i mig.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe.
Det virker som så letkøbt god samvittighed at donere 100,-.
Nej jeg ved godt, at hvis alle nu donerede de 100,-....
Men jeg bliver handlingslammet. 100,-!! Det er jo ingenting når jeg sidder og ser på marken fyldt med mennesker der sulter - i øvrigt mens jeg selv sidder og bøvser mæt og overvejer om jeg burde tabe et par kilo.

Det er så modsætningsfyldt og jeg ved ikke hvordan jeg skal agere i det.
Men svaret er måske bare, at jeg bliver nødt til det.
Jeg bliver nødt til at leve mit liv, med alle dets ligegyldigheder.
Jeg har 3 børn der hver dag kigger forventningsfuldt på mig. Hvad glæde har de af en mor der er handlingslammet af dårlig samvittighed overfor mennesker, hvis lidelser dybest set ikke har noget med mig at gøre?
Jeg har et arbejde hvor jeg hjælper unge mennesker med at finde dem selv og deres styrke. Hvad nytte har de af en miljøterapeut der ikke er til stede lige her og nu.
Men der er så mange flere der lider, og jeg har kun to arme.

Måske er hemmeligheden også, at give mig selv lov til at nyde mit luksusliv og hjælpe i det små.
Sortere mit affald, donere de 100,-, kramme min næste og sprede lidt kærlighed?
For jeg har stadig kun to arme, og mit hjerte sprækker når jeg forsøger at lukke hele verdens sorg ind i det.

Det hjælper ikke de sultne og de sårede, at jeg lukker øjnene for deres lidelser, men det hjælper heller ikke mine nærmeste og dem jeg gav livet, at jeg forsømmer dem og opgiver alt i håbløshed. For hvis jeg gør det, så har ondskaben vundet, og det må den ikke!

Men hvad så lige nu?
Lige nu tror jeg, at jeg vil gå ud i mit luksusliv og cykle en lang tur, mens jeg hører luksusmusik fuld af overskud og smiler overskudssmil til de mennesker jeg møder.
Og hvem ved hvad lige om lidt bringer?
Måske er dét i virkeligheden nøglen til, at blive ved; kombinationen af, at få det bedste ud af 'lige nu' og nysgerrigheden og den positive tro på 'lige om lidt'?
Og så nyde mit livs skønne ligegyldigheder.

1 kommentar:

  1. Skønt indlæg....du fik lige ihvertfald lige sat ord på mange af mine tanker´. Elsker slutningen på dit indlæg og tænker igen lige præcis!!
    Kh Anne Dorte

    SvarSlet