søndag den 30. oktober 2011

Larmende stilhed og noget om at være depressiv.

Og så er der de der aftener hvor stilheden sitrer i ørerne.
Hvor ensomheden vælter ind over mig, selvom min fornuft banker på og fortæller at det er noget pjat.

Hvor jeg først har grinet over mine børns pudsige påfund, og senere grædt over en ufattelig stærk 10 års dreng i mit tv, fortælle om den dag han måtte sige farvel til sin kræftramte mor.
Jeg har siddet i skrædderstilling i et mørkt rum og kigget på mine sovende børn. Og elsket! Mærket det i hver en fiber i min krop hvor meget jeg elsker de små væsner som jeg har sat i verden. Lyttet til deres åndedræt og været så uendelig taknemmelig for, at hver og en er raske og velfungerende.
Og været overvældet over ansvaret for guddøddeme mig at holde fast i livet. Med tanke på den 10 årige dreng og alle andre der har mistet en forælder.
Længe har min opmærksomhed været vendt imod dem der mistede deres børn, men børnene der skal leve resten af deres liv uden, det der helt specielle kram som kun mor eller far kunne give, de er nogle hårdt ramte små skæbner.

Tænkt engang, at jeg engang ikke kunne gå på gaden uden at tænke, at hvis jeg bare tog et skridt til højre ud foran bilen der kørte forbi mig, så var de alle fri for mig. Så ville deres liv være lettere.
Tænk engang, at en depression kan gøre sådan noget ved et ellers livsglad menneske.
Den der dragen imod at gøre det slut.
Ikke flere ensomme nætter i søvnløshedens favn. Ikke mere smerte der æder al fornuft.
Bare stilhed, og ikke flere pårørende der skal trækkes med det evindelige tungsind.

I dag ser mit liv anderledes ud.
Jeg er stadig sårbar. Når hippocampus har været skrumpet én gang vil den altid være sårbar. Jeg vil altid være sårbar.
Men samtidig er jeg stærk.
Jeg har lært at være i følelsen af lige nu. Mærke efter. Kunne rumme den. Tage ansvar.
Og selvom alle mine gamle mønstre kalder på opgivenhed og martyr-adfærd, så nægter jeg at give efter.
For det er ikke den jeg er, ikke mere ihvertfald.
Nogle gange kræver det bare lidt tid, at minde mig selv om det, og modet til at råbe Røv når der er brug for det.
Det der med at råbe Røv af dem der gør det nødvendigt for mig at sige fra, det er faktisk en af de sværeste opgaver. Når nu jeg har knap 32 års erfaring i, at vende det hele til selvhad, så er det faktisk en rigtig svær øvelse at stå rå og upoleret og sige nej tak til selvdestruktion og jatak til håbet.
Men hvis jeg ikke tør mærke mig selv, så kommer jeg aldrig videre. Så jeg har et valg; vil jeg udholde smerten af hver eneste lag der rives af som tape og tager et stykke af min hud med, så der efterlades endnu et sår der har brug for tid til at heles, eller vil jeg leve resten af mit liv i fornægtelse?
Mennesker finder tryghed i rammer. Også selvom de er usunde. At tage de rammer væk kan være vældigt angstprovokerende. Også selvom det er udviklende at viske kanterne på livets rammer ud.

Jeg er et menneske med angst ligesom alle andre.
Men den viden jeg har opbygget om mig selv er ikke automatisk ensbetydende med forbedret selvfølelse. Hvis jeg ønsker min selvfølelse forbedret, må jeg dyrke mine lidenskaber, mine fornemmelser af egne følelser og behov og øve mig i, at holde fast i mig selv.
Og jeg øver mig ved gud. Selvom det er hårdt at stå alene og sige "det her betyder rigtig meget for mig, selvom det hverken er særligt fornuftigt, så gør det mig glad, helt indeni".
Måske en dag jeg får følelsen af, ikke at stå så alene i selvopholdelsesdriftens hellige navn?
Håbet er lysegrønt.

5 kommentarer:

  1. Sidder her med tårer i øjnene.... Du har netop fået dig en ny fast læser!! Du beskriver hvad jeg føler/har følt gennem livet meget bedre end jeg selv kan...

    Er selv ved at nå punktet hvor jeg tør være hvor det gør ondt..

    Kh. og mange tanker
    Trine

    SvarSlet
  2. Ps. beskrivelsen af at sidde i et mørkt rum og betragte....bare elske...den sad lige i hjerterummet :o))

    Kh. Trine

    SvarSlet
  3. June - Tak <3.

    Trunte - Hold da op. Tusinde tak for de rosende ord.
    Det lyder sundt, den proces du er igang med <3.
    Velkommen til da.

    Kh,
    Synne

    SvarSlet
  4. Smukt. Tankevækkende. Skønt.

    SvarSlet