lørdag den 1. oktober 2011

Overgange

Der er mange overgange i mit liv lige nu. Overgange der tager mit fokus og energi, og lader bloggen stå u-opdateret. Jeg er ikke særlig god til overgange.

Kamille fylder 3 år om 14 dages tid. Når man fylder 3 år, så er det farvel til dagplejen og goddag til børnehaven.
De 2 år Kamille har været i dagpleje tog ikke længere end et blink.
Det er noget spøjst noget, at sige farvel for sidste gang i dagplejen. Der er ingen af os der er døde, der er ingen af os der flytter eller noget som helst i den stil. Alligevel står man der og får en hel masse i øjet og træder sig selv over tæerne da det er tid til at vinke god weekend for sidste gang.

Og så er der børnehaven. Jeg ved ikke helt om jeg synes det er en god ide at slippe hende løs det nye sted, hvor der ikke altid er en voksen i rumpen på en på legepladsen og mange flere børn at forholde sig til, end i det lille miljø i dagplejen.
Ikke at hun ikke nok skal klare sig. Hun er vokset op med 2 storebrødre. Hun kan sørme godt sige fra.
Men det er nye voksne der skal tage sig af hendes hverdag. Nye voksne der skal lære hende at kende, ligesom hun skal lære at indgå i det nye sted, dets rutiner og dets voksne.
Heldigvis kender vi mange af pædagogerne godt. Matias og Malte har gået i samme børnehave.


Overgange rummer både et farvel og et goddag.
På mandag siger vi goddag til børnehaven. Jeg håber I er klar, for her kommer Kamille.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar