onsdag den 16. november 2011

En dag uden smerter og tanker om fremtiden.

I dag har været en stille dag.
Men stille på den gode måde. Jeg har haft ro i min krop og i mit hoved.
I dag vågnede jeg op uden hovedpine! For første gang i månedsvis.

I går var jeg ked af det. Bange og nervøs.
I går var jeg til min faste Osteopat, og det plejer at få hovedpinen til at lette allerede når jeg forlader klinikken.
Jo, den øvre del af min ryg havde det markant bedre allerede da jeg rejste mig, men hovedpinen dunkede derudaf stadig og holdt fast dagen ud. Det gjorde mig bange!
Bange for, at jeg har fået forværret mit piskesmæld på en eller anden måde.
Bange for, at den sidste ting jeg har, der kan hjælpe, måske var væk (medicin er, jvf. tidligere indlæg, ikke en mulighed. Jeg vil gerne være til stede i mit eget liv).

Men som sagt, i morges vågnede jeg op uden hovedpine.
Jeg havde næsten glemt hvordan det var, at være i min krop uden smerter. Tænk engang hvor mange smerter man kan gå og vænne sig til!


Så idag har der været stille. Jeg brugte formiddagen i min seng på, at læse en vigtig bog.
En hel formiddag!
Jeg, den læsehest der altid var gemt inde i en bog, har haft svært ved at koncentrere mig om at læse det sidste lange stykke tid. Men idag læste jeg ubesværet i flere timer i træk. Jeg NØD det.
Resten af dagen fik jeg ordnet dittendatten. Ikke noget med at slæbe mig afsted og kun gøre tingene halvt, fordi hele min krop er så uendelig træt.
Nej, jeg gik igang fordi jeg havde lyst!


På fredag tager jeg til lægen for, at tale med ham om min skade.
Jeg kan ikke se hvordan jeg skal kunne undføre et almindeligt 37 timers arbejde som sygeplejerske på hospitalsgangen lige nu.
Det slog mig, at de 8 år jeg nu har haft mit piskesmæld, har jeg stort set været på barsel og under uddannelse hele tiden. Det vil sige, at min krop først rigtig er blevet afprøvet i job-livet det sidste år. Og det har kostet dyrt på smertefronten, at være i fuldtidsarbejde. Et fuldtidsarbejde der iøvrigt på ingen måde var fysisk hårdt. Ingen tunge løft, ingen køren rundt med senge. Men alligevel har det taget hårdt på nakken?!

Men hvad skal jeg så? Deltid? Flekstid? Prøvetid? Blivesindsygtid?
Det er det sværeste i hele verden, at indrømme og accepterer, at der er noget jeg ikke kan.
Jeg bør være derude hvor jeg gør en forskel. Ikke sumpe rundt i begrænsninger.
Så jeg grubler og bekymres.

Men lige i dag, i dag var jeg bare nede i min krop og nød fornemmelsen af ikke, at have ondt og solen der skinnede på mig, uden at jeg kneb øjnene sammen i lysfølsomhed.

Billederne er fra en lille udstilling på mit spisebord. En af dagens hyggeprojekter.

3 kommentarer:

  1. Det er store tanker du gør dig, så sender dig masser af varme kram, og ønsker dig rigtig god bedring.

    Håber du sammen med lægen, finder ud af noget der kan fungere fremover...

    KH Tine

    SvarSlet
  2. Anede ikke du havde de problemer. Det gør mig.. lidt trist. Nå. Kan ikke sidde og græde på jobbet så må hellere fokusere på noget andet. Håber lægen har en god løsning imorgen!
    /kram

    SvarSlet
  3. Tine - Tusinde tak :). Jeg er også spændt på hvad han har at sige i morgen.

    Maggie (Anne) - Jeg har sjældent talt om mit piskesmæld, for jeg gider ikke lade det styre mit liv og være hende der altid brokker sig over, at det gør ondt.
    Og så alligevel, så er der åbenbart tider hvor jeg trænger til, at lukke lidt damp ud.
    Men ikke græde da. Jeg er ok igen :). Havde bare lige et dyk. Jeg er klar til kamp igen nu.
    Glæder mig til vi ses. Møs.

    SvarSlet