fredag den 4. maj 2012

Jeg vil fra nu af....

- være sådan en der altid er smart og aldrig kunne finde på at møde op på arbejde i jogginbukser og krøllet tilstand (bevares, det er helligdag, jeg har bilen og det er den 3. dag i træk jeg skal møde kl. 07.00. Jeg fortjener faktisk en dag i blødt tøj, tænker jeg. Det gjorde jeg. Ja... lige indtil der kom officielt uanmeldt tilsyn).

- være på forkant, således at jeg aldrig skal stå og se på min datter have en hvid klud om hovedet nede i børnehaven, mens alle de andre har fine solhatte på (også hende den søde pædagog der har en fantastisk stor 50ér hat). Jeg er åbenbart den sidste i landet der opdagede, at det er blevet sommer. Og Kvickly har kun solhatte med Hello Kitty (lortekat).

- øve mig på, at færdiggøre mine projekter.

- rydde lidt mere op i min taske (eller rettere, min rygsæk. Taske lyder bare pænere). I går fandt jeg 2 neglepinde, et løst stykke tyggegummi, 2 øreringe der ikke passede sammen, en hårclips, en broderisaks, to bind (ubrugte - phew), 2 poser krøllet the, en neglefil, en bøjet clips (til når mine brillerstænger falder af. Til at skrue den lille skrue fast igen, ing´), en læbepomade, høretelefoner i knude, nøgler til både bil, hjem og arbejde - i hvert sit bundt, en hårelastik, min astmamedicin (gad vide om den ikke er over dato?) og en lille diodelygte der lyser rødt og kan blinke(?)... alt det lå i den lille forlomme. Turde ikke kigge i det store rum.
Pludselig gav det også mening hvorfor jeg altid har pladsproblemer i en almindelig dametaske.


Siger det bare.

Jeg skal hen og strikke ... ses ...

4 kommentarer:

  1. Hi hi sidder helt og griner af dit indlæg. Det kunne jeg næsten have skrevet. Jeg tømte min taske på mit arbejde den anden dag og ud kom div. småting og en splattet pære og banan som havde gjort bla. min nye hæklebog af Sys Freden smattet. Ad sagde min arbejdskoolega, så jeg blev helt flov. For hvordan kunne jeg dog også have overset den frygt..hmmm.. Og ja datteren min har haft vinterjakke på de sidste par dage i børnehave. Jeg havde store planer om at ville sy en sommerjakke til hende, men er ikke nået længere end til at købe stoffet og nu gider jeg slet ikke, så jeg går ud og køber en til hende på mandag. Go bededag til dig og familie.

    SvarSlet
  2. Jeg bemærker kun det vigtigste; du skal hen at strikke ♥
    Jeg syntes jeg har en solhat der mangler en ejer... hm hvor var det nu den var..?
    Knus, Thea

    SvarSlet
  3. Hihi - skønt altså! Tænk at læse, at der er flere af mig derude ;o)...

    Du kan jo glæde dig over at du selv tømte tasken. For mig var det så en kende mere pinligt, da alarmen i Magasin gik, og min taske blev tømt på disken af en Magasin-dame i spadseredragt. Ud over stort set alt det du nævner, indeholdt min taske også et bind og en gammel banan. Ah, skøn dag, ikke?

    Kh maj

    SvarSlet
  4. Hehehehe, tak :-) Det lyder eksakt som mig ;-)

    SvarSlet