torsdag den 2. august 2012

Katalysator

Nogle gange er der noget der rammer en midt i hjertekulen, solar plexus, kald det hvad du vil. Det rammer stadig lige hårdt.
Det gjorde det her indlæg.

Lige mens jeg sad der og passede mig selv og lagde neglelak foran computeren.
Og nu sidder jeg her med halvt fine fingre og skriver.

Den sang der sprang ind i mit hoved da jeg læste Trines indlæg var denne. Familie-glansbilledet!

Jeg er træt. Burde være gået i seng for længst (lortefuldmåne!).
Løber snart tør for hvidvin. Løber snart bare tør for i dag (hvilket faktisk, mens jeg har skrevet, er blevet til i morgen).
Har så mange ord, men er bange for at skrive dem ned.

Vil så gerne skrive dem ned, men det hele stopper til i min hals og i mit hoved når jeg prøver.

Der er gået lidt tid siden jeg var sådan helt hudløs her på bloggen. Måske er jeg blevet lidt genert fordi I efterhånden er så mange der følger med?
Måske gnaver jeg mig "bare" ind til lagene hvor jeg snart ikke længere kun kan tale om mig selv når det handler om det der gjorde ondt engang (eller...ikke tale om mig selv, uden at åbne mere op for dem der har påvirket mig igennem årene, og kan jeg det. Sådan i offentligt forum?).
At tale om andre end mig selv kan skabe ringe i vandet jeg ikke ønsker at skabe.
Sårede følelser, bristede illusioner, blive skubbet væk?
Jeg holdt op med at opføre mig ordentligt?
Måske er jeg bare stadig et lille Mælkebøttebarn ovre i hjørnet (åh gud, tak for dét indlæg også, og de kommentarer og svar der kom til. Jeg har læst dem og indlægget igen og igen.)?

Oftest babler jeg bare derudaf herinde. Andre tider, som nu, er jeg fuldstændigt klar over hvem der potentielt læser med (og jeg bliver stadig overrasket).

Hvad kan jeg egentlig tillade mig at skrive i selvudviklingens hellige navn?

Der var engang en der sagde til mig: "Skulle du ikke snart skrive en bog?"
"Om hvad dog?" spurgte jeg vantro.
"Om dit liv" var svaret.
Jeg sagde det ikke, men jeg tænkte "Kan du holde til sådan en bog? Ikke en bog der maler glansbilledet sådan som vi gerne vil have det hele til at være, nej hvis jeg skal skrive den, så skal den være ærlig. Fra mit perspektiv".
Men jeg sagde ingenting.
Smilede bare pænt og dygtigt og skyndte mig at skifte emne.

Er mine følelser mere værd end dine?
Er min mulige forløsning værd eventuelle tårer i den anden ende?

Hvem har ansvaret her?
Det overordnede altså. For ansvaret for os selv har vi vel dybest selv - selv!
Men bare fordi vi hver især har ansvaret for os selv, skal vi så være tilladt at gøre og sige alting til vores medmennesker?

For vi kan jo selv bestemme hvordan vi vil opfatte det. Vi har jo ansvaret for os selv og hvordan vi vil opfatte det andre siger?

Jeg tror det ikke. Og for at citere en kær, hvis ord jeg værdsætter, men som jeg stadig har til gode at møde i et kram, så: "Det triste er jo bare, at dem der rammer hårdest er dem der virkelig betyder noget."

2 kommentarer:

  1. KRAM !
    Jeg ved ikke hvor balancen er, hvor grænsen går. Jeg tror ikke der er andre regler, end dem man selv bestemmer sig for - så længe man holder sig til at sige/skrive tingene ordentligt. Men det er svært, for når historierne omhandler andre end én selv - så bliver det mudret og plumret.

    Jeg tror vi er mange der har historier vi gerne vil skrive om, fordi det er forløsende at skirve dem, og fordi vi har oprigtig lyst til at dele. Men om det er modet til at blotte sig, eller om det er respekten for de andre der er del af historien der gør, at man ikke skriver den historie ved jeg ikke. Jeg ved i hvert fald at jeg har et lager på størrelse med bilka af den slags historier, men man må jo ikke hænge sin exmand ud vel.
    Hov, skrev jeg lige dét)

    KRAM for fanden Synne !

    SvarSlet