fredag den 9. august 2013

Det må til ...

Jeg hænger tasken skråt hen over skulderen. Den sidder godt fast, men jeg kan stadig komme til indholdet hele tiden.
Jeg er bevæbnet.
Klar.
Kaster mig ud i det.

Sniger mig ind i området. Man må være forsigtig, ellers kommer man tomhændet hjem.
Farerne kan lure bag hvert et hjørne.

Spotter det ude i det fjerne.
Så er det nu. Mit hjerte hamrer i mit bryst.

Den har ikke opdaget noget endnu. Står fredeligt og græsser.
Den har haft et godt liv, men jeg har børn der skal have føde.

Jeg går i ly af træerne, langsomt frem. Går rundt om dyret i en cirkel så jeg hele tiden har vinden mod mit ansigt. Min duft vil afsløre mig hvis jeg får vinden i ryggen og det ønsker jeg ikke.
Jeg spænder alle muskler, trækker vejret gennem næsen og pludselig springer jeg frem.

Det går hurtigt. Den når ikke at opdage hvad der skete.
Jeg klapper det døde dyr på halsen og takker den for maden.
Den varme krop damper i solstrålerne. Jeg udvælger mig de bedste stykker kød.

Jeg kan se de andres skygger. Ved de er omkring mig. De skal nok komme frem og tage stykker også.
Vi deler det store dyr. Der er mad nok til mange familier.
I dag var det mig der jagede og mig der deler med de andre. Andre dage er det mig der får et stykke fra andres bytte.
Vi ved vi er her allesammen, men passer os selv. Finder selv de stykker vi bedst vil have.

Med kødet over skulderen går jeg videre. Nu mindre forsigtigt.
Ved hvor jeg skal hen.

Stopper ved bækken og fylder min vandsæk op. Tager lidt vand i håret. Det er højsommer, her er varmt og kødet er tungt at bære på.

Når til udkanten af skoven. Marken åbner sig for mig.
Solen er gavmild i disse dage og støvet der hvirvles op fra jorden får strålerne til at stå frem i de smukkeste linier.
Jeg plukker grønt og fylder i min sæk, strækker mig på tæerne for at få de sødeste og røde tomater, der har fået flest solstråler. De skal ligge øverst. Ellers bliver de mast.

Hiver en gulerod op af jorden og børster den af i mine bukser. Tager en pause mens jeg sidder og kigger ud på landskabet.
Hvor er det dog en velsignet fornøjelse, at kunne komme og plukke alt dette dejlige mad.

Pludselig ringer der en lyd langt væk fra. Jeg rynker brynene.
En insisterende lyd der bliver ved og kalder på mig. Jeg kender lyden.
Jeg blinker et par gange og opdager, at det er min telefon.

Jeg står midt i supermarkedet.
Jeg gider ikke tage telefonen lige nu, vil holde fast bare lidt endnu.

Går mod kassen og ser på mens damen tager alle mine skatte og bipper dem ind på hendes computer.
Jeg betaler, ønsker en god dag til damen og lægger mine varer forsigtig ned i mine stofposer.

Går ud af butikken mens jeg smiler lidt for mig selv.

Mon der var nogen der opdagede noget?


5 kommentarer:

  1. ...og du lagde tomaterne øverst, i din stofpose, så de ikke blev mast på vejen hjem gennem (asfalt)junglen. Jeg er sikker på du oplevede noget vanligt Uvanligt dér i supermarkedet.

    Fedt indlæg Synne ! Jeg blev helt grebet over din fortælling.
    Ha en dejlig weekend.

    Kram.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Maria :). Hyggeligt, at du stadig kigger forbi herover.

      Knus

      Slet
    2. Jamen det gør jeg faktisk hver gang du udgiver et nyt blogindlæg - jeg er bare en klovn til at få kommenteret :-)

      Slet
  2. Fantastisk fortælling :-) Herefter kan man da ikke mene, at det er kedsommeligt at fouragere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nope. Man må jo ligesom underholde sig selv, ing´ :-D.

      Og mange tak :).

      Slet