mandag den 16. juni 2014

Fra menneskenes verden...

Til John Doe,

Tankerne kravler ud af mit hoved og mit hjerte, igennem mine fingre og lander på papiret.
Forhåbentlig springer de ikke op som splintre i øjnene på dem der måske læser disse tanker engang.

Et pendul svinger frem og tilbage, argument - modargument. Træk - modtræk. Sympati - antipati.
Den menneskelige psyke og det mellemmenneskelige sociale spil pendulerer.
Frem og tilbage.

Men pendulet hænger fast i noget, for at kunne svinge frem og tilbage. 
Et reb?

Men hvad hænger rebet så fast i? Og hvad hvis vi kravler op af rebet?

Hvad findes der, deroppe hvor argumentet og modargumentet starter?

Hvad sker der hvis vi følger tanken tilbage til undtagelsestilstanden? Der hvor den fødes.
Hvad sker der, hvis vi holder op med at forsvare os selv på kraftigt?
Hvad sker der, hvis vi holder op med at fælde vores domme, både over os selv og hinanden?

Hvad sker der, hvis vi alle lægger det hele ud på bordet? Også alt det grimme som vi ikke vil være ved, det vi skammer os over.
Alle de små ord vi har spyttet ud i vrede. 
Ligegyldigheder når det ophidsede øjeblik er overstået. Men, små ord kan være som arsenik, langsomt bliver de en del af os og først når det er for sent, der mærker vi virkningen, giften.

Hvad sker der, hvis vi lukker luften ud af ballonen? Den ballon med indestængthed der nu har vokset sig så stor inde i vores midte, at vi hver især står presset op af muren og gisper efter luft, i det fælles rum vi bevæger os i.
Hvad sker der hvis vi tilgiver, måske mest af alt os selv? Hvis vi tilgiver os selv, kan det måske være nemmere at rumme andres fejl og tilgive dem?

Hvad sker der hvis vi bare elsker og holder blidt om glæden?
Hvad sker der hvis glæden og kærligheden har lyst til at blive hos os så længe, at den kan tage bolig?
Virkelig flytte ind og gennemsyre alt hvad vi gør.

Vil vi så overhovedet have brug for at tilgive?

Kh,
Synne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar