mandag den 27. juli 2015

Sommerblomstens forskellige liv


Jeg ved ikke helt hvad jeg skal stille op med bloggen for tiden.
Den har indtil nu været mit personlige fristed, hvor jeg som person vendte op- og nedture med jer.
Reflekterede, viste frem.
Jeg har været meget personlig i mine skriverier.

Men nu har jeg startet et nyt kapitel i mit liv.
Jeg beder jer komme til mig i terapautisk og helbredende øjemed.

Jeg har nogen overbevisninger inde i mig der har lært, at man hverken kan eller skal være privat når man samtidig står frem som en form for behandler.
Så hvad nu?

Skal jeg slette det der var?
Dele det op? - Hvilket jo så er ligegyldigt og en smule dumt for så kan I jo bare læse med to steder, hvis I stadig vil have den private bid af mig med. Og i øvrigt, så fletter de to veje sig så tæt sammen og jeg ville føle, at jeg skulle være sælger på min behandler-side.
Det bryder jeg mig ikke om.
Hvis du kommer til mig, så er det fordi, at du føler dig draget af lige præcis det jeg kan, ikke fordi jeg kan manipulere med dine drømme og længsler.

Jeg står som behandler både som en kanal for healingen, men jeg er stadig en fortolker af den info jeg får fra dig OG fra den spirituelle verden. Således er det min samlede person og erfaring jeg bruger hver gang jeg har session.

Og den erfaring jeg har med mig, de ar jeg bærer, både dem der er synlige og dem der bor i min sjæl, de udgør jo mig. Hele mig.
Og jeg bliver aldrig færdig.
Vi bliver aldrig færdige.
Med at smide lag af os selv. Med at skifte ham.
Vi kommer aldrig "til bunden" af noget, for der er ikke nogen bund.

Vi er afgrundsdybe væsner. Lavet af stjernestøv.


For tiden kan jeg godt blive utålmodig og rastløs.
Efter, at ankomme til der hvor jeg ved, min sti fører henad lige nu. Jeg kender ikke stien. Fliserne lægges først som jeg hár taget skridtet og min balance er så langt fremme, at jeg ikke kan nå at trække foden til mig, uden at falde som konsekvens. Men jeg ved jeg er på vej.

Til bogen,
Til livet som fuldtidsbehandler.
(There, I said it)

Men det er guleroden for enden af snoren, at tro at jeg ankommer. At jeg så er nået til vejs ende. Til mit livs formål. Slut prut, ikke mere at opnå.
Det ved jeg godt når jeg stopper op og trækker vejret.
Når jeg endelig når dertil, så vil der være noget nyt der trækker i mig.
Og når jeg ser tilbage, så vil det ganske givet være med længsel efter spændingen i, at være midt i det nye der folder sig ud som en forårsblomst, der har ventet den endeløse vinter og nu står midt i solstrålen. Hver gang man kigger væk, så har blomsten foldet sig endnu mere ud, måske endda skiftet en lille smule farve. Men den bliver bare smukkere og smukkere.

Men vi ved også godt, at efteråret kommer. Og den angst sidder også i mit system.
Men med efteråret kommer en anden slags blomster. Der kommer knitrende ild der gør en så varm som solen, så man næsten tror, at man er tilbage på sommerengen. Især når koppen med sød the sender duftende hilsner fra de tørrede sommervæsner op til næsen.

Sommerblomsten er stadig hos os. Den skifter måske form og vi ser den nogen gange ikke, fordi vi leder efter den, i den form den engang havde. Men den er her. Hvis vi mærker gennem hjertet og ikke  ser gennem øjnene.

Og sådan går tiden, med os midt i den.
Altid på vej.
Aldrig fremme.

Så jeg trækker vejret.
Føler verden så dybt, at den næsten synes ubærlig.
Elsker verden så højt, at jeg kan flyve.

Og stoler på, at nuet er det bedste sted jeg kan være.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar