fredag den 7. august 2015

Det var ikke i orden, men tak ...



Har du nogensinde oplevet, at blive så lullet ind i en relation, at du ikke opdagede at du havde ændret dig, i takt med at du lod dig opløse?
At du ikke så manipulationen, ikke så hvordan du fjernede dig fra alt hvad der havde været af gode ting i dit liv, for fuldt og helt at overgive dig til denne relation.
Denne magtfulde relation der fik dig til at føle dig dygtig og lækker, når du opførte dig på den rigtige måde.
Denne magt der fik dig til at krympe hvis du trådte ved siden af, så du slog knuder på dig selv for at holde stien.

Har du nogensinde prøvet, at give alt og derefter blive smidt ud som et gennemtygget og smagsløst tyggegummi, da du ikke længere var til fuld tilfredshed?
Måske fordi du begyndte at ane hvor gennemsigtig du selv var blevet?
Måske fordi du begyndte at sige fra?
Måske fordi du blev forvirret over, at reglerne i relationen hele tiden blev lavet om når det var opportunt for den anden og ikke for dig, at du satte foden ned og bad om lov til at tænke dig om. Hvilket er det værste for den slags relation, for det skaber angst i den anden ende når du begynder at tænke.

Så ved du også hvor ødelagt man bliver, når man pludselig finder sig selv smidt på gaden.
Så står man der med sin længsel, for selvom det var måske ikke altid var rosenrødt, så var det da noget.
Vigtigheden af at være monogam var blevet fremhævet. Vigtigheden af, at du havde valgt rigtigt ved at høre til her. I var de gode, de andre var til grin. Og du troede sådan på det. Du hørte virkelig til.
Det er rart at have et sted hvor man er hjemme.

Og det er total destruktion på den sølle måde at få det revet væk.

Hvad er du egentlig værd som menneske, nu du står uden relationen. Den var jo alt!
Måske troede du i rigtig lang tid på, at det hele var din skyld - hele tiden.
"Må blive bedre. Må gøre mig mere umage. Min skyld!" gentager du, mens du slår dig selv oven i hovedet.

Og nu blev du for meget. Fejlede.
Var alligevel ikke god nok.

Din verden er revet bort og du står blødende og tom tilbage.

Dagene er lange, nætterne er endnu værre.
Du gemmer dig væk.
Hælder snot og tårer ned i din pude og skriger ned i den sammenrullede dyne.
Det gør så ondt!

Skylden og skammen er overvældende.
Magtesløsheden er lammende!


Men ved du hvad?

En dag rejser du dig op og beslutter dig for noget simpelt.
Et bad for eksempel. Det kan du godt overskue.

Du tager dit håndklæde og tørrer duggen væk fra spejlet og ser på dig selv.
Måske stadig helt hævet og med røde øjne, for under det varme vand kom der flere tårer.
Men du ser på dig selv.
Ser dybt ind i dine egne øjne.
Ser din egen dybde. Ser styrken.

Langt inde. Men den er der og den arbejder sig op mod oversiden.
Mærker måske det første stik af vrede.

Kan det virkelig passe at det er min skyld?

Noget begynder inde i dig. Et lille lys tænder.

Er jeg virkelig så forfejlet?

Du ved pludselig, at det ikke er sandt!

Og vreden vælter op i dig.
Ud og gå! Musikken blæser ind i ørerne fra hovedtelefonerne.
Det er nemmere at være vred end at være magtesløs og fyldt med skam!

Tankerne flyver hid og did.
Du kan ikke holde styr på dem.

Hvis skyld er det? Der må være nogen der er ansvarlige for det her lort!
Skyld, skyld, skyld ....

Og hvorfor?!

Og langsomt går det op for dig.
Langsomt ser du relationen udefra.

Ser hvordan det borede sig ind i dit system.
Hvordan du gang på gang gik på kompromis med dit eget værdisæt for at 'please' relationen.
For at kunne slikke de fine ord i dig, der kommer som belønning når du havde været god nok, for det føles så godt!

Ser pludselig klart hvor dysfunktionelt det var!

Og når der er gået tilstrækkelig lang tid, så løfter sorgens slør sig fra dig og du kan trække vejret frit igen.
Det er det tid til endnu et lag af erkendelse.

Det er ikke nogens skyld.
Alle gjorde det de kunne, ud fra dem de er.
Og du bliver rolig igen.

Det er nemmere at være rolig end vred.

Relationen fik ram på dig, men du lod det ske.
Ja dig!
Den svider, ik?
Men det vár dig der lod det ske.
Du vidste ikke bedre så hold op med at skælde dig selv ud, men det gør du nu og det sker aldrig igen!

Ingen kan gøre noget mod dig som du ikke selv tillader.

Så tak!
Tak til den og dem der satte dig igennem dette.

Det var ikke i orden! Det var sygt og du beder en stille bøn for den næste der lader sig hvirvle ind i spindet.

Men de nye spirer der stråler ud fra dig er stærkere end nogensinde før.
Forvandlingen har været gennemgribende.

Ud af de største fald kommer de største højder og du føler dig stærk og klar igen til livet.
Kan måske endda engang imellem sende en kærlig tanke til det der var, med vished om, at det må gøre så ondt inde i dem der har behov for at gøre sådan mod andre mennesker.
Og der ved du, at det er ved at have sluppet helt.

Ødelagte mennesker ødelægger mennesker.
Bange mennesker skaber bange mennesker.
Sådan er det bare.
I parforhold, i forældreskab, i professionelle forhold på arbejdspladsen.
I alle relationer.

Men du har taget din styrke hjem nu og kommer ikke til, at give den væk igen.
Det er så nemt at give sin egen styrke væk.
Når du bebrejder, når du skyder skylden på andre så giver du din egen power væk.
Så bliver du til et offer.

Det er nemt at være offer. Man har ikke ansvar for noget. Ikke engang sit eget liv.
Man kan nemmere sørge for, at alle kan lide en når man ikke tager ansvar eller siger til og fra (!). Man kan ikke beskyldes for noget (der var skyld igen), når man ikke tager ansvar for noget.

Men jeg siger dig, selvom man risikerer lidt mere, så er det bare SÅ meget federe at tage ansvar. Fuldt og helt. For egne følelser, for at sige fra, for at sige til.
Jeg skal sige dig en hemmelighed; du er også federe at være sammen med når andre mennesker kan mærke præcis hvem du er!
Ja du risikerer at blive valgt fra, men tiltrækker til gengæld din flok af mennesker som løfter dig og som du kan udvikle dig sammen med.

Det kræver øvelse. For nogen af os kræver det mere øvelse end andre.
Men for os der har kæmpet mest med det, lander det også med størst styrke når det endelig lander.
Det gør det ofte med et brag der kan mærkes i hver en fiber af vores kroppe.
Og fra dette sted bliver vi de bedste lærere, der kan løfte medlemmerne af vores sande flok (dem vi fik trukket ind i vores liv, efter vi blev ét med den vi virkelig er).

Så kære du, kære det der var; tak fordi du gav os muligheden for at gå totalt til grunde.

Fra roen kan du finde (selv)kærligheden og handle ud fra den.
Og heri ligger det eneste sande hjem.
Det findes inde i os og ingen kan tage det væk.

Vi er altid nok.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar