tirsdag den 25. april 2017

Den skjulte gave

Jeg sætter den ene fod foran den anden, mens jeg går lidt planløst rundt. Solen skinner fra en skyfri himmel og forårs solen gør godt på de blege vinterkinder.

Der er lidt tid endnu, inden jeg skal mødes med min aftale, så jeg ser mig omkring efter noget at bruge tiden på og går i stå.

Jeg er midt i en tid, hvor det er sådan det er. Pludselig holder min hjerne simpelthen bare pause og så må jeg pænt vente til den er færdig. Det er en konsekvens af, at have kørt mig selv så meget ned, at min egen krop simpelthen bare lukker af for mere nu.
Vores kloge kroppe, der kan holde til så meget. Jeg har nægtet at lytte til dens signaler så længe, at den nu måtte gå til yderste konsekvens og simpelthen bare momentært slukke for alt initiativkraft.

Jeg står foran en travl gade og da lydene vender tilbage igen, ser jeg op, hen over biler og cykler der suser forbi mig.
Bag velholdte træer og buske tårner en høj bygning sig op. En kirke.
Jeg har lært tidligt, at have en stor antipati imod den slags bygninger. De er fine nok som arkitektur, men at søge trøst der, det sker ikke.
Men alligevel bærer mine ben mig hen over de hvide striber på forgængerfeltet og over til det grønne løv.

Der sidder mennesker på bænkene i det grønne omkring kirken, både alene og sammen. Alle er de travlt optaget og jeg får lov at være for mig selv. Jeg når at tænke på, om de ser den skønhed de er omgivet af?
Men sådan er det jo for de fleste af os. I hverdagens skønne rus ænser vi ikke så meget omkring os.
Der er så meget vi skal nå.
Men jeg går her og er blevet smidt ud af hverdagens skønne rus og er nu tvunget til, at se.

Nærvær.

Uha, bare lidt ad gangen. For meget er overvældende, selvom jeg har en tendens til at ville indtage livet i store grådige bidder.

Jeg går hen ad flisegangen og op til den tunge trædør. Jeg bliver i tvivl om, det er i orden at gå derind.
Et øjeblik tør jeg næsten ikke engang prøve at se om døren er åben, for den låste dør ville svide som en afvisning i mit sårbare hjerte.
Jeg søger trøst, men tør jeg?
Jeg er ved at få døren i hovedet, da en ældre dame åbner døren indefra og skal ud. Hun smiler til mig og jeg ser at, hun er engel der byder mig velkommen.

Indenfor bliver der stille. Byens larm er væk og istedet er der den velkendte rumklang fra det store kirkerum. En støvsuger ligger midt på gangen mellem rækkerne og jeg står lidt og kigger.
Prøver at være så usynlig som mulig og tager mod til mig.

Jeg beslutter mig for, at sætte mig på en af de bagerste bænke og bare være lidt.
Når min hjerne ikke holder sine pauser, kører den derudaf med en kværnen og der skal så lidt til, en tanke der kommer forbi, før mit hjerte begynder at dunke i mit bryst.
Jeg sidder stiv på bænken og prøver at være.
Jeg ser figurerne på væggen, hvordan bænkene er slidt af utallige knæfald. Jeg hører lyden af mennesker der pusler, men jeg kan ikke se dem.

Min krop gør en dyb vejrtrækning og falder lidt mere ned i støtten fra den bænk jeg sidder på.
Jeg folder hænderne i skødet og lukker øjnene. Det føles som det rigtige at gøre.
Bare et øjeblik, tænker jeg.

Og her sker det. En høj lyd går igennem kirken og mit flossede nervesystem er højspændt på et splitsekundt!
Jeg åbner øjnene på vid gab og stivner.
Alt ånder dog ro og fred i rummet mens jeg ser rundt og i øjeblikket efter går det op for mig, at det er orglet der er begyndt at spille. Jeg falder til ro og lukker øjnene igen.

Tid og rum forsvinder for mig, mens tonerne fordeler sig ud i rummet.
Selv min hjerne opgiver sit ævred, uden at gå på pause.
Jeg sidder der og suger hver eneste tone til mig. Jeg har aldrig hørt orgelmusik i en helt tom kirke før og det er fantastisk! Hele min krop vibrerer med de smukke toner og løsner noget inden i mig.
Jeg er som eneste gæst til en koncert spillet særligt for mig og jeg bobler over af dyb taknemmelighed over den trøst der blev givet, da jeg ledte efter den.

Musikken dør ud med lidt leg hen over klaviaturet. Jeg er tydeligvis trådt ind i en lille øvesession for organisten og almindelig hverdag for kirkens ansatte. Organisten vil aldrig vide, hvilken betydning det havde at han besluttede sig for at øve, lige præcis i det øjeblik. Men for mig var det en gave, et mirakel, jeg altid vil have med mig.

Da jeg træder ud gennem den tunge trædør og ud i dagligdagen igen er det med et hjerte fyldt med kærlighed og snart går jeg ind i et varmt knus. Tiden havde svøbt sig om hele oplevelsen og passede perfekt.

Vi går grinende over for at få en kop kaffe, mens jeg lige sniger mit til at kigge hen over skulderen og sende et skjult luftkys over imod kirken, der står rank som om intet lige er sket.
Udefra er alt som det plejer, men dem der kunne se, de ville vide det.





mandag den 26. december 2016

Tanker over afkalkning...

Jeg står ude i min brusekabine og sveder. En dråbe løber ned over næsen, dingler lidt på spidsen og mister så grebet da jeg snøfter. Jeg har gule rengøringhansker på og skrubber ivrigt på en sort plet.
Jeg smiler ved mig selv mens jeg funderer lidt over det der med at gøre rent på fliserne. Før i tiden synes jeg det var en uoverskuelig opgave. Jeg fik dog alligevel motiveret mig selv fra tid til anden og startede så altid frisk ud med at smøre sæbe ud over ált det jeg kunne nå og skrubbede så lidt hist og her, mens jeg lovede mig selv ikke at give op halvvejs denne her gang. Men det endte altid med at noget af sæben nåede at tørre ind mens jeg arbejdede andre steder og jeg mistede modet og gejsten fordi det så ud som om jeg ikke rigtig kom nogen vegne.
Til sidst ville jeg sætte mig ned og skule til fliserne i håb om at blive ramt af pludselig ny energi der kunne forvandle mit badeværelse til en skinnende perle.
Jeg behøver vel næsten ikke sige, at jeg endte med at skylle sæben af og gå min vej!

Jeg brugte dog også ret meget af min tid på andet end at gøre rent i mit badeværelse. Dusinvis af projekter kom og gik, med svingende succes. I lang tid troede jeg på knokleri (og kaffe). Jeg havde lært strategier og planlægnings værktøjer fra undervisning i ledelse, men synes dog ikke at have det store held med at overholde dem selv. Skældte mig selv ud når jeg ikke formåede at holde mig til min egen planlægning, men vi ved også at skælden ud ikke er nogen god motivator. Ikke en langstidsholdbar en ihvertfald. Jeg kunne godt køre den på viljen et stykke tid, ved at skamme mig selv ud på forhånd under trusler om ditten og datten hvis jeg ikke blev ved.
Hvis du er bare en smule ligesom mig, så ved du også godt hvordan det føles når viljen så svækkede og jeg igen sad med en planlægning der ikke holdt.
Det er rigtig fint lige at stoppe op og tænke over det der med at skælde sig selv ud. Er der nogensinde nogen der er blevet ægte motiveret af skyld og skam? (svaret er nej) En ting er at være mentor og motivator for andre mennesker, jeg kunne aldrig drømme om, at forsøge på at skamme dem til resultater, men hvorfor gjorde jeg det så mod mig selv?

Alle de gange jeg gik fra badeværelset med bøjet hoved og et 1:0 til fliserne, der startede min indre kritiker op og den holdt sig ikke kun til fliser. Den bredte sig meget hurtigt ud over forskellige emner da den opdagede at den havde scenen helt for sig selv og min fulde opmærksomhed. Det er sjovt som jeg kunne tale mig selv ned et sted hvor jeg faktisk ikke duede til noget som helst på nul-komma-fem. Og så kunne det da også være ligemeget, så kan jeg bare stå på hovedet i køleskabet og stoppe hullet med mad.
Det var rart at dulme, ihvertfald lige indtil jeg fandt på, at jeg nok hellere måtte tabe mig, for så ville verden bedre kunne holde af mig. Jeg ville så lave en plan og gerne også hænge det mest u-charmerende billede op af mig selv ved siden af den. Et af dem hvor jeg rigtig kunne se både deller, appelsinhud og strækmærker. Det skulle nok motivere.
Og så startede jeg forfra med viljen - og skæld ud.

Er det her overdrevet og karikeret? Det lyder næsten sådan, men det skræmmende er, at det er det ikke. Det var PRÆCIS sådan det var.
Ihvertfald indtil jeg begyndte at interesse mig mere for følelsernes motivation. Den selv-kærlige motivation. Der hvor det ikke er alt eller intet tankegangen. Der hvor jeg opdagede nye facetter af mit eget væsen.

Og ved du hvad? Mit badeværelse skinner lige nu som en hvid perle. Jeg vandt over mig selv og fandt endelig min rette måde at gå til opgaven på.
Hvordan gjorde jeg det?
Jo, først så deler jeg opgaven ind i tidslommer. Når jeg har skrubbet lidt tid, så skal jeg holde en lille pause. Tage noget vand og mad, dvs. sørge for at min krop har det den behøver for at kunne yde. Strække ryggen, tale lidt med børnene eller hvad jeg nu har lyst til.
Jeg var så vant til at klø på indtil jeg faldt om, så det at sætte pauser ind føltes i starten som at snyde og som at være mindre effektiv! Men det viste sig at være yderst effektivt - og langtidsholdbart, for på den måde går jeg ikke død halvvejs. Istedet for at starte min opgave med en sprint, langtidsplanlægger jeg og sørger for at have energi til hele vejen.
Og så tager jeg et område af fliserne ad gangen. Det synes måske at være indlysende, men bare fordi det er almindelig sund fornuft, så er det langt fra altid almindelig praksis (et sølle forsøg på at oversætte "common sense isn't common practice"). I stedet for at forsøge at overskue hele badeværelset på en gang og miste modet i den store opgave, så tager jeg det et område ad gangen.
Sæbe på den udvalgte firkant, skrubbe indtil tilfreds, skylle, nyde synet. Trække vejret, Næste firkant.
Jeg siger jer, det er ikke blot mit badeværelse jeg vandt over. Teknikken kan bruges på ALLE opgaver.

  • Selv-kærlig omsorg, både psykisk og fysisk
  • Del opgaven op i bidder 
  • Tag pauser


Sådan tabte jeg mig 30 kilo efter min første graviditet og sådan bygger jeg nu alle mine projekter op. Til forskel fra dengang hvor jeg tabte mig mens jeg ikke rigtig anede hvad jeg lavede, så kender jeg nu troldens navn og ved hvordan jeg skal tale til den når den bliver for skrap og laver numre.

Og ved du hvad, nu tror jeg at jeg må rende. Jeg vil lave en kop kaffe og stille mig ud og nyde mit rene badeværelse lidt, mens jeg klapper mig selv på skulderen over mit gode stykke arbejde.
For dét, af alle ting, er nok det vigtigste. At være stolt og nyde. Fejre hver en lille succes med en glad dans og et smil.

Dansende hilsner,




torsdag den 22. december 2016

Når vi lader andres meninger afgøre vores værd



Jeg sidder i min seng, det er tidlig morgen og familien er gået. Jeg har taget mig en stund med en skål morgenmad og et par afsnit på YouTube inden dagen går igang. På min telefon dukker en notifikation op fra Instagram med et 'like'. Det er jeg så velsignet at der gør det meste af tiden, men dette navn får mig til at reagere med det samme og jeg mærker hvordan ubehaget langsomt stiger op i mig.

Jeg kommer fra et sted hvor jeg i mange år lod andres menneskers meninger om mig, definere mit eget værd. Det betyder også, at jeg har været en mønsterelev i flinkeskolen. Jeg var altid den der skulle give mest (jeg holdt regnskab), sige færrest nejér og aldrig rigtig sætte en grænse for hvor meget jeg var til rådighed for andre. Det er temmelig udmattende og hvis du læser med her, så tror jeg at du kender det. Baggrundende for hensynsbetændelsen kan være mange. Jeg kender efterhånden mine ret godt, men det er en anden historie, for lige nu handler det om den følelse af kvalme der bredte sig i min mave og mavesyren der kildede mig i halsen. Det er et symptom på overtrådte grænser og stress, som jeg først har lært at spotte de senere år.

Mit trænede intellekt springer straks til hjælp da panikken breder sig: "Slå lige koldt vand i blodet. Det kan jo være så meget. Rolig nu", men jeg har en meget større kraft inden i mig end min rationalitet; mit nervesystem, der husker alting og ikke kender forskel på i går og i dag og som har lagret alt det jeg helst vil glemme.

Jeg går ind og tjecker det og ser at 'liket' er væk igen allerede!
Hvad... ?!? Jeg tolker at det var en fejl at det var givet. Det kan man jo nemt komme til på Instagram, hvor man bare skal trykke 2 gange i træk på billedet med fingeren for at 'like' det.
Jeg trækker vejret dybt og mærker hvordan jeg føler mig overvåget! Følelsen strammer og river i mit indre. Et øjeblik bliver jeg lille og vil have nogen til at fikse det. Få det til at gå væk! Hvor pokker er min offerkåbe? Den er så blød, varm og tryg. Temmelig tung, bevares. Jeg bevæger mig ikke særligt frit under den, men den er trods alt velkendt.
Men, jeg er ikke lille mere. Jeg er en voksen kvinde med ansvar for mit eget liv og offerkåben er heldigvis blevet så stram at den er vildt ubehagelig at have på. Der går ikke ret længe før jeg må krænge den af og beslutte hvad jeg så vil.
Hvad jeg så vil?
Pis!
Det ved jeg da ikke!
I tyngden af at tage ansvar for mit eget liv er der stor frihed. Det er slet ikke en frihed der er nem alle dage. Den er mærkelig, den er fremmed og det er på gyngende grund, med usikre ben at jeg udforsker den. Men det er en frihed der giver mig mulighed for at vælge perspektiv.
Blandt meget andet også muligheden for at vælge, om jeg vil se det 'hemmelige like' som overvågning eller kærlighed. Vi ved alle at kærligheden har mange udtryksformer, klodset som elegant, det er stadig kærlighed. Og så er jeg tilbage til ansvaret for perspektivet. Jeg kan kun selv beslutte inden i mig hvilke briller jeg vil se verden gennem (også selvom en portion såret-hed inden i mig helst bare gerne vil være sur, så vælger jeg i sidste ende selv om jeg vil holde fast i vreden eller overgive mig og finde det voksne sted frem inden i mig).
Jég kan vælge om jeg vil lade andre menneskers meninger holde mig tilbage.
Jég kan vælge om jeg vil lade andre menneskers meninger om mig definere mit værd.
Og det bliver et nej tak fra mig.
Det er trods bare det; meninger, holdninger. kontrolbehov. Lad det være. Det har intet med mig at gøre. Hverken på internettet eller i virkeligheden.

Og når vi så står foran årets store familiesammenkomst; julen, så er mit bedste råd til dig, hvis dramaet blusser og nervesystemet råber vagt i gevær:
Tag et øjeblik for dig selv. Træk vejret og husk at det kun er meninger. Det definerer ikke dit værd.
Forestil dig at en komplet fremmed sagde de ting til dig som du bliver så såret over fra dine kære. Ville du ikke bare fnyse og gå videre? 
Så meget du kan, så vælg aktivt at tage kærlighedsbrillerne på. Vi har alle været små hjælpeløse børn engang. Se dem der sårer dig som små hjælpeløse børn. Se hvordan deres egen utryghed, deres egne livs-sår kommer til udtryk som meninger om dig og se hvordan det slet ikke handler om dig.

Med ønsket om en rigtig glædelig jul,







torsdag den 10. november 2016

Håbets søde dråber


Jeg vil ikke have politik på siden her, men i dag handler det om meget mere end politik. Det handler om håb og om menneskelighed.
Jeg blev opfordret til at dele den besked jeg fik til menneskene, under regression, for ikke så længe siden. Jeg har ikke rigtig følt det var det rigtige tidspunkt og heller ikke vidst hvad jeg ventede på.
Det ved jeg nu som jeg mærker desperationen på globalt plan.
Under regressionen spurgte den engelske terapeut til fremtiden og de store forandringer menneskeheden gennemgår lige nu, da mit højere selv eller de mange guider (hvad end du vil kalde dem), stod i kø for at komme til at tale gennem mig - og de svarede:

**********
"It's like we are ready to step up to the next level.
In the highest truths everything that is not true must fall away and in the falling away, it makes a lot of noise because it doesn't want to fall away, it wants to survive, but it has to fall away.
The things that are happening all over the world, it's like the storm before the quiet.
The lower energies are making SO much noise, banging their own drum. They had fun but the party is over and they know it. They just don't want to leave.
There are so many people turning on their light through their work and the internet, that are bringing truth and are making people start thinking.
I see this grid of light and it's always been there from man to man, but it's speeding up the proces of bringing out the light now. But bringing out the light also brings out the noise from the lower energies and it is the storm before the quiet.
Stand your ground and do your energy-work and it will all fall in to place."
***********

De uerkendte skygger i os mennesker får frit spil for tiden.
Men jeg må tro på den besked jeg fik klart den dag: Det er stormen før stilheden.
Ingen af os kender dybden af andres tanker og væsen. Jeg må huske min næstekærlighed og medfølelse og vide at alle gør det bedste de kan, ud fra den vinkel de selv kalder sandhed. 
Lad os vise at vi kan bygge broer, ikke mure.
Lad os lytte med åbenhed og nysgerrighed frem for fordømmelse. Måske finder vi noget vi kan spejle os i, i den anden og dermed se, at alt håb ikke er ude.
Se efter hjælperne midt i katastrofen.
Hør skriget fra den nyfødte midt i massemord.
Mærk krammene fra dem du holder af.
Smag håbets søde dråber.
Livet er her og det giver ikke bare sådan lige op.

mandag den 31. oktober 2016

Nok er nok



Hvad fylder mig op og hvad dræner mig?

Det dræner mig at starte dagen med emails. Det er andre folks dagordener der gemmer sig derinde og kommer jeg først ind af den sti kan det være rigtig svært at komme ud af at re-agere, frem for at sætte stemningen selv.
Det dræner mig, at starte dagen med "gode råd til din markedsføring", for nu at tage et eksempel.
Det sætter mig i en tilstand af mangeltanker, hvor jeg fokuserer på alle de kunder/følgere der ikke er kommet til mig endnu, istedet for at være dybt taknemmelig for dem der allerede følger med (Tak til jer!)..

Det fylder mig op, at starte dagen med en kop varm kaffe og mine morgensider hvor jeg kan få tømt hovedet. Ofte dukker der svar op i mine skriverier på spørgsmål jeg ikke havde fået formuleret klart for mig selv.
Det fylder mig op at tage mig af min krop. I øjeblikket er det, at varme min stemme op hver morgen, så den er klar til resten af dagen. Andre dage er det at tage den til yoga eller lave øvelser herhjemme.
Det fylder mig op, at skabe smukke ting. Om det er ord der passer så fint i geled og sætter følelser igang hos andre, tage et smukt billede eller på anden måde skabe noget der føles let og godt.

Jeg skal i det hele taget være skarp på min egen adfærd og vente med "problemerne" til efter frokost.
For ned af den tunge sti kommer jeg i tanke om, at jeg ikke er nok lige præcis som jeg er lige nu. På den sti husker jeg, at det også er et umuligt projekt jeg er igang med, i det her liv. Burde jeg ikke bare ... gøre noget andet, være noget andet.
Men nej, jeg skal hverken gøre eller være noget andet end jeg er.
Jeg er lige præcis som jeg skal være og jeg kan meget mere end jeg aner.



torsdag den 6. oktober 2016

Mit hjerte mod ego og stress


Solen skinnede på mig og ved udsigten kunne mine øjne følge vandet til jordens krumning bedrog mig til at synes, at verden sluttede.
Jeg sad i min campingstol og kæmpede en stædig kamp indeni. Mit hjerte mod ego og stress. Det er en lidt unfair kamp, for det stressede sind har mange snedige veje ind til vores utilstrækkelighedsfølelse. Min mand gav mig plads til at kæmpe min kamp. Vi havde mange, mange skønne og tætte familiestunder, men jeg fik også plads til, at gå ned til vandet og sidde der alene og lytte til livet.
Dagene gik og jeg sad, rastløs og irriteret i min campingstol, men jeg flygtede ikke. Jeg blev hos mig selv. Min vejrtrækning blev mit anker til Nuét. Jeg blev hos mig selv.
Vandet ved stranden var så klart som var det i et eventyr, så jeg tog mit badetøj på og gik derned alene om morgenen og bad en bøn til moderhavet; Hjælp mig! Jeg sad på knæ i vandet og strøg min krop. Jeg lod mig opsluge helt i den kølige omfavnelse. Vaskede det hele væk. Fra hele mit liv. Alt det jeg ikke længere havde brug for. Alt det tillærte, det negative selvbillede, alt skylden, alt skammen, den indbildte spændetrøje der afholdt mig fra at trække vejret frit. Og havet tog gavmildt imod og skyllede det væk. Morgen efter morgen hjalp hun mig til at vaske mig ren. Stranden og havet var magisk i vores stunder alene om morgenen. Jeg kunne vende tilbage senere på dagen med familien. Der var stranden en helt anden. Fyldt med mennesker og livlighed. Men stranden, havet og jeg, vi nikkede bare lige kort til hinanden, for vi kendte hinanden nu og vidste, at min magi var der endnu. "Vi ses i morgen" hviskede vi...
Da sidste morgen på campingpladsen op randt, lå jeg længe på ryggen i vandet og kiggede op på de spredte skyer. Jeg følte mig stærkere end nogensinde. Jeg havde ikke forladt mig selv denne her gang. En strategi jeg ellers havde lært allerede tidligt i mit liv. En fantastisk overlevelses strategi for barnet der er totalt afhængig af de voksne omkring sig, men uhensigtsmæssigt for den voksne.
En af de sidste dage på campingpladsen, besluttede jeg mig for, at gå op og tisse om morgenen uden bh under den løse t-shirt. Når man som mig, er rimeligt barmfager og har ammet 3 børn, så ser bryst-søstrene ikke så ungdommelige ud mere. En kyniker ville kalde dem 'hængepatter' og mere behøver vi vist ikke male det billede. Men altså, min bh er min gode ven. Så er der styr på sagerne. Men denne morgen måtte søstrene boltre sig under min trøje, uden at være lukket inde. Jeg er den jeg er og jeg ser ud lige præcis som jeg gør. Basta! Hvem troede jeg egentlig jeg narrede - ud over mig selv? Andre mænd har også hustruer der har født og levet - og alle de andre kvinder har selv søstre der søger sydpå som årene går. Så jeg rankede ryggen og satte kurs mod toiletbygningen. Ved I hvad jeg fik ud af det? Der var en ældre mand der var ved at gå ind i en hæk, i hans forsøg på ikke at stirre...
Jeg sendte en kærlig tanke til moder hav og grinede for mig selv, da jeg lukkede døren til toilettet. Åh det pokkers liv altså!

mandag den 3. oktober 2016

Modet til at lyse op



Jeg er meget optaget af mod i disse dage. Det har fået en ny vinkel for mig. Det er ret spændende og slet ikke så skræmmende som jeg gik og troede (!).

Der er brikker der er faldet på plads og min indre kælling stikker mere og mere hovedet frem.
Efter at have været den "den pæne pige" i årevis, hende der længdes inderligt efter at være elsket af alle, er jeg nu virkelig begyndt på et nyt kapitel.
Kællinge-kapitlet.
Og det er ikke ment på den nedladende og selvkritiske måde. Langt fra. Jeg er vild med hende!
Hende der siger nej når hun mener nej og ikke bare lader sig trampe på (fordi det er farligt at være uenige).
Hver eneste dag bliver jeg stadig fanget i "hvad mon de andre mener"-rillen, men istedet for at tro at den rille er mig, så kan jeg nu se at den blot er et gammelt tankespor der er ridset ind i mine tankemønstre.
Det er som en flod der blev dæmmet ind for mange år siden. Man kan godt rette floden ud og få den til at opføre sig pænt, men den trives ikke helt og det kræver konstant vedligeholdelse at holde den fra at følge sine naturlige kurver.
Jeg har brudt digerne ned og lader nu vandet bruse. Åh den indre følelse af frihed og boblende glæde ved at slippe det fri!

Der er rigtig mange gevinster ved, at finde sin indre kælling og heks frem.
En af dem er modet til at turde drømme stort, uanset hvad andre tænker.
De andre finder jeg frem til lige så stille ;).



tirsdag den 27. september 2016

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.


På bare tæer står hun der.
Med åbent hjerte og med et - endnu - åbent sind. Snart 8 år.
Benene bliver lange og meningerne stærke. Tiden flyver afsted.

Jeg henfalder til tanker, mens jeg sidder og kigger på vandet.
Fortid og fremtid blander sig sammen til den røre der hedder Nu.

Ude på vandet er der frihed, ik?
Det store blå strækker sig rundt om os og bølgerne slår op på båden, så saltvandet rammer os.
Vi griner højt sammen når stævnen slår ned igen efter den seneste bølge og sender endnu et plask op i luften.
Vinden blæser herude, men endnu har sensommeren fat, så vi fryser ikke og vi kan sejle lige derhen hvor vi har lyst.

Frihed.
Et sært udtryk der altid synes at være ... derovre.
For friheden er ikke større end at båden kan synes at klemme når kroppen bliver svimmel.
Jeg vil af! Få det til at holde op. Der er også meget bedre inde på land.

Altid på jagt, altid på vej.

Forleden sad jeg og lyttede til en der bare gerne ville lære at flyve, for deroppe ...
Jeg har også prøvet den snærende fornemmelse af et fly der krymper omkring kroppen.
Det er farligt, jeg vil ned. Nu!
Det føles ikke særligt frit.

Men min datter, hun stod der med åbne arme og tog vandet ind og da hun blev træt trak hun huen ned over øjnene og faldt i søvn under en bunke jakker nede i kahytten.
Så simpelt.
Til tider ganske uforståeligt for det voksne sind, der har glemt det simple.



Det simple.

Det bliver så hurtigt kompliceret, ik?
Istedet for at trække huen ned over ansigtet og tage en lur når vi er trætte, udvikler vi strategier.
Vi laver plancher og skemaer over vækst og gennemtænker enhver faldgrube.

Drømme bliver kvast i planlægning.
Jeg ved det, jeg er mester i at kvase drømme.
Folk hiver i mig for at dele ud og give bidder af mig selv og der er intet jeg hellere vil. Men inden jeg kommer fra start har jeg fået bygget luftkasteller af forhindringer der ikke engang eksisterer.
Jeg ender med at sidde ovre i hjørnet og ikke forstå hvad det er folk vil have.

"Bare dig, Mere af dig" svarer de, når jeg spørger.

Men når jeg nu har levet et liv, hvor min oplevelse har været, at det at være mig, sådan et helt og uden at holde tilbage, er noget man får tæv af, så er det edderøddeme svært sådan 'bare lige' at være mig på mere-måden.

Men der findes åbenbart en del af mig indeni der er mere stædig end jeg anede, for jeg bliver ved med at komme tilbage.
Hver gang jeg, metaforisk, lægger mig ned for at dø, så ender jeg med at blive så uendeligt træt af mig selv, at jeg står op igen.
Tørrer øjnene og stiller mig ud på stævnen og åbner armene.

Er jeg bange? Det kan du lige tro jeg er.
Hver dag.

Stiller jeg mig stadig derud?
Ja!
Med bankende hjerte og rystende ben er jeg sårbar og det er ok.

Jeg er måske for larmende, for følende, for sart, for talende, for meget.
Nogen gange skal jeg tage mig sammen og andre gange skal jeg slippe lidt i kontrollen.

Frihed bliver lige her og lige nu, ved at acceptere lige præcis den jeg er.
Både sårbar og fejlbar.
Det bliver meget simpelt.
Og når friheden slår ind, indefra, så kan drømmene også bygges op.
En sten af gangen.
Ingen quick-fixes og millionærboliger over natten, for de solide drømme kommer fra det simple.
Ved at blive rigtig god til lige præcis det drømmen kræver.
Ved at øve mig.
Ved at forpligte mig.
Lave fejl, falde og slå sig - og så rejse sig igen og lære af det.

Men på bare tæer slår jeg tonen an, tager en beslutning og et ansvar.

Jeg er på vej.